Roning er undertrykkelse

man giver det man kalder sit hjem størst magt til at undertrykke

når jeg endelig slipper ud af mine uendelige fjorten år så vil jeg holde kurser i hvordan man holder op med at ro, med anekdoter

Eskild ebbesen er så lækker

eskild sikke en kontrol du har. Tænk at hjernen kan forme kroppen sådan. Hjernen er softicemaskinen og kroppen er softicen

softissen, det er mig, vi ville have meget at snakke om

at hvad jeg føler har du lært mig og hvad jeg lærer føler jeg, men noget må jeg da kunne føle før jeg lærte det, for jeg føler nærvær og kærlighed ved at føle det rigtige

disciplin må altså være den første(oprindelige) følelse,

og det der karakteriserer børn

roende børn

børnene ror imod dig

børnene ror imod mig

børnene ror imod dig

børnene ror imod mig

Jeg spænder så hårdt i lårene jeg slet ikke kan tænke

 

KATHY ACKER AGAINST ORDINARY LANGUAGE: THE LANGUAGE OF THE BODY

en virkelig god tekst hvis man:

• træner for at træne
• nyder gentagelse
• føler sig som et hus i marokko der ikke har nogen vinduer udtil, kun indadtil (pegende indad, imod gårdhaven)
• enten overhovedet ikke kan udtrykke sig, eller kun kan udtrykke sig igennem svedens små passager

bare jeg havde fregner i en letvægtsfirer, tænkte Eskild Ebbesen. Eskild har kun lige lært at tage båden op af vandet selv, og det er pinligt stadig ikke at kunne skille sin båd ad, når der skal pakkes trailer til regatta.

De andre piger griner af deres træners oliepletter i skægget, der altid er stort, tyndt og uredt. De kalder det dingleribs, Eskild er den sidste, der bærer sin båd tilbage i bådhallen

Eskild græd i dobbeltsculleren, havde holdt det inde siden holstebro.

Får HELE tiden ondt i skuldrene, det er pga den svage sjæl, ikke vant til at være så meget udenfor

 

I teltet var der endelig ro og jeg

kunne få skrevet det digt ned som jeg havde haft på hovedet siden vi bar årerne op på græsset bag vandposten:

I trikot er jeg en håbløs hårløs udspilet kæmper

blandt trikotklædte tæver

finder jeg ingen ro

følse af aldrig at kunne bo

nogle steder

blive ladt være

fædre der kalder fra bredden

af roende piger ville jeg ønske der kunne blive færrere

nu ligger jeg og prøver at falde i søvn. Mig og Stine skal op kl. 4 imorgen tidlig, for vi skal nå at spise morgenmad to timer inden vores første løb. Vores træner havde gjort os opmærksom på at morgenmaden skal passere ind i tarmene før en kraftpræstation, ellers sløves musklerne til fordel for fordøjelse. Åh, bare man kunne hengive sig til dét! nedern vi fik et af de første, der er løb hele dagen. Hen over weekenden spiser vi meget havregryn med banancheesy, da jeg var barn (nu er jeg 14) var det hele omvendt: jeg løb frem og tilbage og tilbage og tilbage og tilbage på badeværelset, jeg dyrkede virkelig sport i stilhed, virkelig stilhed. Men her viser verden sig fra sin “virkelige” side, hvor sport er det ydre, og sjælen er det indre, gerne dybt inde i en svedende næve. Pyh!!

nu hvor jeg ligger her i mit telt og hele den våde plads ved søen sover mærker jeg hvor rigtig og virkelig stemningen er, en stemning af rigtighed på hele den våde plads.

billede af mig fra igår, følte mig væk.

hvad ses i brillerne?? følte mig væk……